Damask var fortsat meget populært i den rige del af befolkningen i 1400-tallet. Damaskteknikken, som oprindeligt stammer fra Mellemøsten, blev videreudviklet i 1400-tallets Italien. Derudover lærte væverne i Flandern at udføre linnedvævning i enklere mønstre, og det førte til en opblomstring af linneddamaskvævningen i Holland i 1500-1600 tallet. Mønstrene var motiver fra bibelen eller mytologiske scener, jagtscener eller allegorier. Haarlem blev den førende by for damaskvæverier, og én af de ledende damaskvævere hed Paschier Lamertijn (1562-1621), Det var en kunst at væve linneddamask, og dygtige vævere var efterspurgte, så i 1619 indkaldte Christian 4. Paschier Lamertijn til sit silkeværksted i København.
Silkevævning i Italien og Frankrig
Lucca og Venezia var de vigtigste centre for silkeindustrien i Italien. Fra middelalderen og fremefter blev der vævet silkestoffer, og lampasteknikken var den mest anvendte. Motiverne var bl.a. inspireret af islamiske og kinesiske tekstiler, og de var kendetegnet ved assymetriske mønstre, blomster og fantasifulde dyr. Silkevævningens højdepunkt var ca. 1430-1530, og der indtraf samtidig et stilbrud i denne periode, hvor mønstringen gik fra at være assymetrisk til at være symmetrisk, og det mest populære motiv var et granatæble. Mønsterfremstillingen benyttede sig også af mere avancerede vævetekniske metoder som f.eks. damask og fløjl med guld- og sølvindslag. I 1600-tallet var det Frankrig, som blev centrum for silkevævning. Det var især blomstermotiver, som var populære, og i løbet af 1700-tallet blev de 
mindre prangende og mere naturalistiske. I 1720 slog rokokoen igennem i Frankrig, og så blev motiverne igen assymetriske og i bevægelse som guirlander, rocailler og vuggende blomsterranker. I Lyon foregik der ligeledes en silkeproduktion, hvor tegneren Jean Revel (1684-1751) var stilskabede inden for mønstertegningen. Han udviklede også væveteknikken, så det blev muligt at schattere overgangene i farvepartier.
Tekstilfremstilling efter1800-tallet
I 1805 blev jaquardvæven opfundet, og den mekaniske væv flyttede hurtigt ind på linnedvæverierne. I 1830’erne var dækketøj til f.eks. stuen og soveværelset blevet almindeligt for størstedelen af befolkningen. Industrialiseringen prægede 1800-tallets tekstilfremstilling, fordi der foregik en effektivisering, som gjorde det muligt at masseproducere tekstiler. Samtidig skete der en fornyelse af den tekstile mønstertegning. I 1930’erne genopdagede man tekstiltrykket, der ellers nærmest var helt forsvundet. I 1900-tallet begyndte man desuden at anvende nye kunststoffer i tekstilproduktionen.
Masseproduktion og luksusgoder
Hovedparten af tekstilproduktion udføres i dag i industrien, og det billige tøj kan nemt udskiftes, når det bliver slidt, hvilket er med til at fremme en brug-og-smid-væk-kultur. Tidligere blev de fleste tekstiler fremstillet i hånden og blev betragtet som en luksus. Tekstiler blev heller ikke smidt væk i gamle dage, men blev syet om og genbrugt, indtil de var slidt helt op. Sådan er det ikke længere. Tekstilproduktion, der i dag udføres som håndarbejde, betragtes som kunsthåndværk og sælges som unika eller luksusgoder.
