Vævning er en metode, som man anvender, når man vil fremstille et stykke stof. Man tager to tråde af tekstile fibre, og så fletter man dem sammen til et stykke stof. Man kalder stoffets langsgående tråde for trenden eller kæden. Man holder trenden/kædetrådene udspændt, og når man hæver eller sænker dem, så bliver der dannet et trådkryds, som man kalder skellet. Foran det lægger man så skuddet/islættet, og dermed dannes der et tværgående trådsystem i stoffet. Man kan ændre skellet enten ved håndkraft eller mekanisk, og det næste skel er med til at fastlåse skuddet. Det mønster, som opstår der, hvor skud og kæde mødes, kalder man for en binding.
Typer af bindinger og vævemønstre
Lærredsbindingen anses for at være den ældste binding, som man har brugt i mange variationer. Et specielt bindingsmønster kan opnås i en lærredsbinding ved at lade nogle af kædetrådene flottere, dvs. overspringe nogle af bindi
ngspunkterne. Omkring 100 f.Kr. dukkede teknikken Kipervævning op i Mellemeuropa, og efterfølgende opfandt man forskellige variationer. Det var især uld, som blev vævet i kiper. Omkring år 1000 opfandt man Lampasteknikken, som især var dominerende inden for silkevævning. Lampas har en grundkæde og en bindekæde, og grundkæden samt grundskuddet bindes i en af de tre grundbindinger. Mønsterskuddet flotterer over og under grundkæden, hvorefter den bindes af bindekæden i en af grundbindingerne. Lampastenikken blev især anvendt til at væve pragtklæder og kirketekstiler som f.eks. alterduge. Damask har et mønster som er reversibelt, og som væves ved skiftevis at lade kæde- og skudtråde flottere i samme binding. Når man væver gobeliner eller flerfarvede billeder, så væver man med kontinuerligt skud, og der anvendes som regel en lærredsbinding, hvor skuddet dækker kæden.
